Af Ali Ahmed Knud Holmboe
Det var i El Kuds (Jerusalem), jeg modtog mit første indtryk af Islams skønhed. Hvad jeg forud havde vidst om denne religion var kun, hvad man lærer i skolerne over næsten hele Europa – at Muhammad ikke var noget andet end en efteraber af kristendommen og jødedommen, og at den tro, han grundlagde, var en vild og barbarisk tro, som kun havde til hensigt at foranstalte massakrer på de stakkels kristne, navnlig i Armenien.
Da jeg besøgte Jerusalem for omkring 5 år siden, sluttede jeg mig på grund af religionsfællesskabet til europæerne. Som et resultat af skolekristendommen med dens fremstilling af Jesus som vor frelser og hans død på korset for vore synder, blev jeg allerede tidligt i livet en tvivler. Jeg begik den fejltagelse – som ikke er usædvanlig – at sætte lighedstegn mellem ordene Kristendom og religion, og i lang tid var min opfattelse af livet fuldstændig negativ.
Et alvorligt menneske kan i længden ikke eksistere uden religion, uden et etisk grundlag for sin livsførelse. Jeg søgte sandheden og fik et dybt indtryk af den musikalske skønhed og kunst, som jeg fandt i den romersk-katolske kirke.
Det var på den tid, jeg kom til Jerusalem.
Man fejrede påske i Den hellige Gravs Kirke. Golgatha, som ligger på toppen af en smal trappe, er delt mellem græsk- og romersk-katolske præster, og den store påskemesse skulle holdes. Mennesker fra hele verden var kommet for at være vidne til messen på selve Golgatha.
Den begyndte, men den udviklede sig snart til et heftigt klammeri mellem de græske og romerske præster. Prælater, klædt i fløjl og silke, skændtes som arrige, gamle kællinger; der blev kastet med stole, og der brugtes ord, som var værre end dem, man kan høre på en markedsplads. I et hjørne bad en bonde fra Karpaterne andægtigt sin rosenkrans. I en glasmontre på væggen havde man sat en smilende Madonna. Hun bar et armbåndsur, som gnistrede af diamanter, og var et par år tidligere blevet dekoreret med den franske krigsmedalje.
I det øjeblik forstod jeg, at kristendommen i den form, jeg kendte den, havde meget lidt tilfælles med sand religion, og at mennesket Kristus, som man havde gjort til et forgyldt billede, ikke ville have været kristen, hvis han havde levet i dag.
Jeg var fortvivlet. Endnu en gang sank jeg ned i den bitreste tvivl, i den dybeste nedtrykthed. Jeg gik ud af Den hellige Gravs Kirke og ind i Omars Moské, som står der, hvor engang Salomons tempel løftede sig. I Omars Moské herskede den fuldkomne stilhed. Ingen præster messede eller prækede eller forvandlede brød og vin til Gud, ingen musik hypnotiserede og ledte hjertet bort fra klar forståelse.
Jeg tog plads i et hjørne og så, hvorledes muslim efter muslim stille kom ind, efterlod sine sko ved indgangen, faldt på knæ med ansigtet vendt med Mekka og bad sin bøn. Her fandtes der ingen kunstnerisk udhugget kristusfigur; her var man alene med den mægtige Gud, af hvis lys en lille funke genspejles i ethvert menneskehjerte.
Dette gjorde det dybeste indtryk på mig, og min opfattelse af Islam begyndte at forandres. Nogle få dage senere gik jeg til min gode ven, den islamitiske lærer Adel Gabre i El Kuds og lånte en engelsk oversættelse af Koranen. Det var Rodwells version, og jeg fandt den meget svær at forstå..
Jeg vidste ikke dengang, at den arabiske Koran ikke kan oversættes af filologer; men at kun den, som i ånd og sandhed er i stand til at fatte dens grænseløse skønhed, svagt kan gengive den i en oversættelse. Muhammad var en beduin, ude af stand til at læse og skrive; men så grebet var han af den guddommelige inspiration, han modtog, at han følte sig tvunget til at meddele hele verden, hvad han så. Han sang vers efter vers af Koranen, som blev indgivet ham under guddommelig inspiration.
Da begyndte jeg at studere arabisk, og dette førte mig til Islam.
Xauen – i spansk Marokko – ligger på et bjerg, og her besøgte jeg en dag, da jeg var træt af civilisationen og dens hule, udvendige liv, en moské. Hele udstyret bestod af en stråmåtte på gulvet, og i begyndelsen var jeg alene. Efter nogen tids forløb trådte en gammel mand ind. Hans klæder hang i laser, og han så ud til at være syg, men hans ansigt strålede af lys. Han så på mig et øjeblik. Så kom han hen til mig, rakte mig sin hånd og sagde:
– Du er ikke herfra? Hvorfor kommer du til moskéen?
Jeg svarede, at jeg ikke kendte mig selv; men at jeg fandt fred i moskéen, og jeg bad ham fortælle noget om Islam.
– Ved du, hvad Gud er? spurgte han.
Jeg rystede på hovedet.
– Hvis du forestiller dig, sagde han, at alle menneskehedens etiske idealer har nået deres fuldendelse, ville de kun danne en lille del af Gud. Synet af Gud har overvældet profeters og engles hjerte, skønt de bare forstod en ubetydelighed af Hans almagt. Hvad er din religion?
– Jeg har ingen, svarede jeg.
Han så meget alvorligt på mig, tog min hånd og sagde:
– Meget få fremmede forstår Islam – navnlig blandt jer, som kommer fra Europa med jeres opfattelse af, at civilisation og materielle fremskridt er det eneste, som er værd at leve for. Vor store filosof Ghazali siger, at i hvert menneske findes der legemliggjort en hund, et svin, en engel og en djævel.
– Hvad er en engel? spurgte jeg.
– En engel, sagde han, er det lyse element i din sjæl. En engel er billedet af Gud i dit hjerte. Hvis du tildækker dette billede, kan du ikke se Gud. Men Gud er til, enten du ser ham eller ej. Og enhver har en engel i sit hjerte, derfor er det enhvers pligt ikke at fremkalde svinet eller hunden i sig! Engelen – legemliggørelsen af lyset – fængslet med et svin eller en hund. Dette er, hvad vi kalder Helvede, den største elendighed af alle. Derfor må du finde den lige vej til Gud, den vej, hvorad du kan komme nærmere til Hans ophøjethed. Denne vej er Islam.
– Men hvorfor ikke lige så godt kristendommen eller buddhisme eller teosofi eller nogen anden af alle de mange religioner i verden? spurgte jeg
Den gamle mand smilede.
– Alle religioner indeholder noget af sandheden – noget af Islam. Men kristendommen fjerner sig mere og mere fra Gud, og den har stillet præsterne mellem menneskene og Gud. Profeten Muhammad – fred være med ham! – lærer ikke, som man påstår, nogen ny religion i Koranen. Muhammad tager kun det væsentligste i de allerede eksisterende religioner. Vejen til Gud er Islams eneste dogme. Vi har ingen præster, vi har ingen billeder i vore moskéer. Hvordan skulle man kunne gengive Gud på et maleri? Vi kan intet andet end bede til Ham og Ham alene!
– Hvem var da Muhammad? spurgte jeg.
– Kun en profet ligesom Jesus, Moses, Abraham, Buddha og tusind andre; en af de udvalgte, som så Guds storhed og måtte råbe den ud over verden. Kristendommen leder menneskene bort fra Gud, fritager dem for alt ansvar ved at lære, at Kristus er frelser, og at han døde for vo re synder. Muhammad lærer intet sådant og siger, at heller ikke Jesus selv gjorde krav på at være Gud. Ofte hedder det i Koranen: “Jeg er kun et menneske ligesom I.” Islam siger os, at ethvert menneske har pligt til at åbne sin sjæl. Han må bede fem gange om dagen, så at billedet af Gud og vejen til Gud kan bevares med fuld klarhed i hans sjæl. Derfor er berusende drikke forbudt, og derfor må han faste en måned om året, for at hans legeme skal blive en sund bolig for hans sjæl. Forskellen mellem Islam og alle andre religioner er, at alle andre religioner siger, at gennem troen skal du udføre din gerning. Islam siger snarere, at gennem gerningen fødes troen.
– Få måneder senere tilhørte jeg Islam, den religion jeg, om Gud vil, skal følge, til jeg dør. Endnu en tid efter var jeg vidne til de afskyelige ugerninger, italienerne gjorde sig skyldig i mod vore islamitiske brødre i Tripolis og Cyrenaika, og for første gang i mit liv skammede jeg mig over at være europæer.
Det er min tro og mit håb, at Islam har en fremtid, navnlig i Nordeuropa, hvor menneskene i vor tid søger en religion, som kan give dem mere end kristendommen, som man har mistet al respekt for, og at fremtidens religion skal blive Islam og intet andet. Kun Islam kan i modsætning til bolchevisme, socialisme og alle moderne påfund til menneskehedens lykke gøre hvert individ fuldstændig lykkeligt.
Kilde: Islamic Review, oktober 1931.
Ali Ahmed Knud Holmboe
(22. april 1902 – 13. oktober 1931)
– Må Allah være ham nådig.
NB: Man kan hente en pdf-version af Holmboes bog “Ørkenen brænder” her: http://www.knud-holmboe.com/books/rkenen_Br_nder__rettet.pdf